Genoptræning efter sygehusindlæggelse (SUL § 140)

Træning & Forebyggelse yder genoptræning til dig, som har modtaget en genoptræningsplan efter sygehusindlæggelse. Genoptræning medvirker til, at du får samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne, så du kan vende tilbage til din hverdag på bedste vis.

Holdtræning 1

Indhold

    Når du bliver udskrevet fra sygehuset modtager vi din genoptræningsplan, hvorefter du vil blive indkaldt til genoptræning pr. brev eller e-boks. Genoptræningen foregår på et af kommunens genoptræningscentre, og varetages af fysioterapeuter og ergoterapeuter. Ved at tage udgangspunkt i din nuværende situation tilrettelægges genoptræningsforløbet, så dine træningsbehov imødekommes. Du vil derfor kunne opleve at blive henvist til et andet træningscenter end det, der ligger nærmest dig.

    Til genoptræningen vil du møde livsglæde og godt humør, som kan være medvirkende til at tackle livet positivt, også når det går dig imod – dette uanset om du er blevet syg, har fået en skade eller har mistet din funktionsevne på grund af alder.

    Det er vigtigt, at du selv deltager aktivt i genoptræningen.
    På den måde opnår du det bedst mulige resultat af genoptræningsforløbet.

    Ofte stillede spørgsmål

    Inden genoptræningsstart bør du selvtræne efter den instruktion, som du har fået på sygehuset.

    Til genoptræningen anbefales det at bruge træningstøj, og det påkræves at bruge rene træningssko. Du bør medbringe et lagen til første træningsgang. Det er desuden en god ide at medbringe en drikkedunk. På genoptræningscentret er opstillet en drikkevandskøler, hvor du kan fylde din drikkedunk op.

    Du bør informere din terapeut om forhold og lidelser, som kan have indflydelse på din genoptræning. Hvis du har brug for medicin, når du anstrenger dig, f.eks. hjerte- eller lungemedicin, er det vigtigt, at du har medicinen med til genoptræningen.

    Som udgangspunkt skal du selv sørge for transport til og fra genoptræningscentret. I visse tilfælde kan du få bevilget kørsel. Har du spørgsmål omkring transport, så kontakt Træning & Forebyggelse.

    Hvis du er forhindret i at komme til genoptræning en dag, bør du melde afbud i så god tid som muligt enten per telefon, mail eller SMS. Det er vigtigt, at du melder afbud.

    Telefonisk træffetid:
    Alle hverdage kl. 7.45 – 13.00.

    Tlf.: 73 76 75 19
    SMS: 21 33 26 09

    Mail: traening@aabenraa.dk

    Ved udeblivelse to gange uden afbud afsluttes din genoptræning uden yderligere varsel.
    Du vil modtage et brev herom i din e-boks.

    Du kan selv vælge, hvorvidt du ønsker at modtage genoptræning i en anden kommune end din bopælskommune. Det bør dog bemærkes, at den anden kommunes genoptræningsinstitution af kapacitetsmæssige årsager kan afvise din forespørgsel.

    Hvis du ønsker at benytte dig af tilbuddet om frit genoptræningsvalg, bedes du kontakte Træning & Forebyggelse.

    Sidst opdateret: 4. oktober 2023